Katrine, Max og Tajs fortæller om at være elev hos Bornholms Energi og Forsyning

"Forstod ikke helt det bornholmske sprog i starten, hvilket gjorde, at jeg ledte efter en Wienerstige, som jeg ikke vidste, hvad var. Jeg troede først, det var noget, man kunne spise", fortæller Max.

Hvorfor søgte du læreplads hos Bornholms Energi og Forsyning?

Katrine: Da jeg så annoncen på Jobnet, så tænkte jeg, at det kunne da være lidt fedt at prøve at sende en ansøgning. Ansøgningen var lidt standard, men jeg sammenholdt den med de krav, der var fra annoncen. Jeg var ikke specielt interesseret i økonomi, men det er så kommet siden.

Max: Min mentor kendte afdelingschefen. Jeg havde interesse for industriteknik, og jeg kom i praktik i en periode, og fandt ud af, det var et supersted.

Tajs: Da jeg var på grundforløbet oppe på Campus Bornholm fik jeg mulighed for at komme i praktik på Bornholms Energi og Forsyning. Der var ingen tvivl om hos mig, at jeg skulle være It supporter, da jeg har det som interesse i min fritid også. Jeg fandt så ud af, når jeg var i praktik, at det var et rart sted at være med dejlige mennesker og et godt arbejdsklima – lige som det skal være.

 

Hvorfor fik du jobbet?

Katrine: Selvom jeg var meganervøs, så var jeg åbenbart den bedst kvalificerede. Det fik jeg i hvert fald at vide. Jeg var faktisk lidt overrasket over, at jeg fik stillingen, men sådan er det vel.

Max: Min personlighed passer rigtig godt ind i stedet. Det fandt jeg ud af under praktikperioden. Pertentligheden er vigtig for firmaet og for mig selv, det er vigtigt at gøre sit arbejde ordentligt, hvilket alle i virksomheden er enige i, så jeg passer godt ind, synes jeg.

Tajs: Jeg var åbenbart den bedste ud af de 27 ansøgere. Der kom fem personer til samtale, men jeg vandt. Jeg tror helt sikkert, at det har hjulpet, at jeg var i praktik først, så det kan jeg anbefale andre unge at gøre også - man lærer hinanden at kende, når man er i praktik.

 

Hvilke forventninger havde du da du startede?

Katrine: En kollega som jeg kendte fortalte mig lidt om jobbet. Ellers vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste, det var en god arbejdsplads, så selvfølgelig tog jeg chancen og søgte.

Max: Jeg fik mine forventninger mere end indfriet, da jeg havde været i praktik. Der var spændende opgaver, også ekstraordinære opgaver, når der skal arbejdes med for eksempel at skifte pærer på en 75 mtr høj skorsten helt oppe i toppen, det er fedt. Det får man selvfølgelig ikke lov til i starten, da man skal have sikkerhedskursus først. Jeg glæder mig til at prøve vindmøllerne, som jeg har fået at vide, at jeg skal ud på, så snart jeg er klar til det.

Tajs: Endnu mere positivt end jeg havde forventet, der er faktisk slet ikke noget negativt at sige. Der er rigtig mange opgaver, især nu efter fusionen, men det gør ikke noget, så keder man sig ikke.

 

Er dine forventninger blevet indfriet?

Katrine: Det var lidt kaotisk i starten. Jeg følte mig lidt dum faktisk. Jeg fattede ingenting, men man skal lige give det en chance, og man må gerne spørge. Jeg spurgte om det samme mange gange, men det gjorde ingenting, sagde mine kolleger – det er skønt. Det er vigtigt, at virksomheden har en uddannelsesplan som de følger, synes jeg. Det kan være lidt svært nogle gange, men det er vigtigt i forhold til hovedforløbene, at man har fået den viden fra virksomheden som er nødvendig for at man kan gennemføre sin uddannelse godt.

Max: Stort rungende ja – endda over mine forventninger. Føler jeg får lov til alt indenfor lovens rammer. Mine kolleger er supervenlige og imødekommende. De hjælper og støtter mig helt vildt. Jeg får virkelig lov til at prøve tingene af, hvilket også kommer til udtryk, når jeg er på skole – her går det rigtig godt.

Tajs: Endnu mere positivt end jeg havde forventet, der er faktisk slet ikke noget negativt at sige. Der er rigtig mange opgaver, især nu efter fusionen, men det gør ikke noget, så keder man sig ikke.

 

Hvilke fordele ser du som elev hos Bornholms Energi og Forsyning?

Katrine: Jeg har fået meget mere modenhed. Der er dygtige kolleger, der ved, hvad de har med at gøre, og der er virkelig god sparring med viden bagved. Det er rart.

Max: Der er masser at lave, men også tid til at fordybe sig, det er en meget fin kombination.

Tajs: Man er elev i en virksomhed som tager sig godt af sine medarbejdere, gode kolleger, madordning, der er styr på tingene.

 

Nævn nogle af de sjoveste oplevelser du har haft i din tid som elev

Katrine: Det har været spændende at være med til nogle ekstraordinære oplevelser. Da jeg var på rundtur i virksomheden og skulle stifte bekendtskab med de forskellige afdelinger, var jeg forbi salg og kundeservice, hvor vi blandt andet var på Rådhuspladsen og markedsføre virksomheden. Det var virkelig sjovt.

Max: Der er alt for mange gode ting, så jeg kan nok ikke fremhæve en enkelt. Jeg elsker udfordringer, så hvis jeg skal nævne noget, så er det, når jeg skifter pærer i en skorsten, der er 75 mtr høj, så er det nok den. Jeg glæder mig til vindmøllerne.

Tajs: Det meste er supersjovt. Det er fedt at hjælpe sine kolleger, de bliver så glade, hvis man hjælper dem, når teknikken driller. Jeg elsker at dykke ned i tingene og få problemerne løst.

 

Hvad med dine kolleger?

Katrine: Bare sjovt, god humor og gode kolleger.

Max: Supersjove, supersøde. Forstod ikke helt det bornholmske sprog i starten, hvilket gjorde, at jeg ledte efter en wienerstige, som jeg ikke vidste, hvad var. Jeg troede først, det var noget, man kunne spise. Det kom der en god griner ud af. Kollegerne lytter, har tillid, og er sjove, hvad mere kan man ønske sig.

Tajs: Der er en god stemning, hvor man snakker godt sammen. Man arbejder for den samme sag. Det fede er også, at der ikke er noget ubehageligt hierarki.

 

Vil du anbefale andre at søge elevplads hos Bornholms Energi og Forsyning?

Katrine: Det har været en spændende og lærerig tid i Bornholms Energi og Forsyning. Hvis du søger en stilling her, så er der nok af udfordringer. Jeg er lidt stolt af min virksomhed, når man ved, at vi deltager i samfundet med sponsorater og den grønne energi.

Max: Søg, søg, søg – du finder sgu ikke bedre læreplads. Man bliver ikke set ned på, og får ikke lorteopgaver, der er tillid til én og helt klart en anbefaling til alle jer, der skal ud at søge elevplads som elektriker, at de skal søge hos Bornholms Energi og Forsyning.

Tajs: Uden tvivl - kom bare – det er en fed arbejdsplads

 

Her til sidst, har du nogle gode råd til et lærested?

Katrine: Den elevansvarlige burde ikke sidde i samme afdeling. Det bliver for tæt, og man har svært ved at sige sin ærlige mening, hvis man synes noget er forkert. Det vil nok være mit råd til alle virksomheder, når de ansætter elever.

Max: Det nytter ikke noget, hvis du ikke mener det. Hvis du søger som elev et sted, så skal du mene det. Når man så får jobbet, så mød til tiden, og vær en god kollega.

Tajs: Vær velforberedt og interesseret. Sæt dig ind i tingene, og så skal du have gåpåmod. Giv aldrig op – får du ikke den første stilling, du søger, så får du den næste.

 

Bornholms Energi og Forsyning har pt fire elever ansat, men ønsker at udvide staben med hele fem nye elever indenfor forskellige områder. Esben, der er i lære som Klejnsmed, var på skole da interviewene af eleverne fandt sted, hvorfor han ikke er med, men han er meget glad for sin elevplads, har han oplyst til redaktionen.

   

 

 

 

 

20-02-2017