Søkablet sænkes længere ned – Beredskabet er klart!

Søkablet, der forbinder Bornholm med omverdenen, når det gælder el, bliver i disse dage spulet ned i havbunden under Østersøen. Det sker for at forlænge kablets levetid og også for at undgå overrivninger. 

Der spules ned

- Onsdag gik Energinet.dk i gang med de første reelle tiltag for at føre det eksisterende kabel, der forbinder Bornholm med resten af energisystemet, længere ned i havbunden under Østersøen. Forud for dette arbejde har der været foretaget en række undersøgelser, og nu går vi i gang med nedspulingstests, udtaler Per. L. Andersen fra Energinet, som ejer og driver kablet.

- Vi går i gang med arbejdet nu af to årsager. Først og fremmest håber vi på, at vi ved at lægge kablet længere ned i havbunden kan undgå overrivninger, som den vi havde i december 2012. Dengang var kablet ude i 47 dage, og Bornholms Energi & Forsyning måtte derfor klare den samlede produktion på øen i hele perioden. Dernæst gør vi det, fordi vi gerne vil sikre, at kablet holder så lang tid som muligt. Et søkabel er en voldsom udskrivning, så vi passer godt på det, vi har, og med de nye foranstaltninger forventer vi, at det kan holde i 20-25 år endnu, fortsætter Per. L. Andersen.

Nedspulingstesten kommer til at foregå til og med torsdag, hvorefter resultaterne evalueres for at afklare omfanget af den endelige nedspulingskampagne, som forventes gennemført sidst på sommeren.

 

Beredskabet er klart på Bornholms Energi & Forsyning

- Vi ser med stor tilfredshed på, at Energinet passer godt på Søkablet. Det er en vigtig del af vores infrastruktur, og der er ikke tegn på, at der kommer et nyt kabel, så det er rigtig godt, at vi passer på det, vi har, udtaler Jan Damkilde Christensen, produktionschef ved Bornholms Energi & Forsyning

Hos Bornholms Energi & Forsyning er man altid ekstra opmærksomme, når der bliver pillet ved søkablet.

- Vi gør det, at vi som en del af vores beredskab i de perioder, hvor der arbejdes med nedspulingen, har nogle af vores dieselmaskiner i drift, så vi er klar, skulle der ske et uheld. Det er afgørende for os, er at der altid er varmt vand og strøm i kontakten, så vi kan holde vores samfund kørende, forklarer Jan Damkilde Christensen.

Normalt vil der komme hvid røg ud af skorstenen på Skansevej i Rønne, fordi produktionen under normale baseres på flis, vind og sol, men i denne periode kan der komme lidt sort røg ud af skorstenen på i stedet.

- Den grønne omstilling er bestemt noget vi vil, men når det kommer til potentielle udfald, så er det afgørende, at vi sikrer borgere og virksomheder, så godt vi kan. Derfor har vi beredskabet klart, afslutter Jan Damkilde Christensen.

22-06-2017