Lån et Sparometer

Hvor meget strøm bruger den gamle kummefryser? Eller børnenes Playstation? Lån et Sparometer gratis og få afsløret dine elslugere.

Som kunde hos Bornholms Energi & Forsyning kan du låne et Sparometer i 14 dage- ganske gratis. Henvend dig i receptionen på Skansevej 2 i Rønne. Du kan også låne et Sparometer på øens seks biblioteker. Link til bibliotekernes bestillingsside.

Sparometeret er et godt værktøj til at få et overblik over, hvilke apparater der bruger mest el i din bolig, og dermed hvor du med fordel kan gøre en indsats at få en lavere elregning. Ofte kan små ændringer give stor værdi- både for miljøet og din pengepung. 

Sådan gør du

1. Udpeg apparater

Start med at tjekke mistænkte elslugere- typisk gamle apparater som frysere og køleskabe. Du kan måle forbruget på alt, som kan tilsluttes en almindelig stikkontakt.

2. Mål apparaternes elforbrug

Sæt Sparometeret i stikkontakten, og mål derefter de enkelte apparaters forbrug. Når du har målingerne, kan du beregne apparaternes døgnforbrug. Du kan derefter beregne apparaternes årsforbrug ved at gange døgnforbruget med det antal dage, som apparatet er tændt om året. Husk at skrive tallene ned, da data nulstilles, når du slukker for elmåleren. 

Du kan også måle standbyforbruget. Sparometeret kan vise, hvor meget apparatet belaster din elregning på et år, uden at du bruger det. Mange bliver overraskede over, hvor meget det reelt koster at have elapparater stående på standby. 

3. Skift elsyndere ud

Når du kender apparatets forbrug af kWh per år kan du sammenligne det med nye apparaters forbrug, som du kan finde via energimærket. Ofte kan det godt betale sig at skifte gamle hårde hvidevarer ud, da investeringen hurtigt tjenes ind gennem besparelsen. 

4. Hold øje med dit forbrug 

beof.dk/min-side kan du følge med i dit elforbrug og se hvordan det udvikler sig- hvis du vælger at udskifte et gammelt apparat med en energirigtig model. 

 

Vær opmærksom på...

  • Måler du for eksempel på et køleskab, vil displayet vise 0, når kompressoren ikke kører. 
  • Du kan ikke måle på apparater med effekt under 5 watt. 
  • Har du flere apparater sluttet til den samme stikdåse, kan du måle deres samlede standby forbrug.