Bornholmsk strøm på elbilen

Pressemeddelelse: Bornholms Energi og Forsyning indgår samarbejde med CLEVER om ladestandere til elbiler. 

Med sine korte afstande og ambition om vedvarende energi er Bornholm næsten som skabt til elbiler. Og i dag bliver det nemmere at være elbilist på Bornholm- uanset om man er bornholmer eller feriegæst. Bornholms Energi og Forsyning og CLEVER satte nemlig i dag strøm til en ny 22 kW ladestander på torvet i Rønne. Den første af flere.

”Hvis Bornholm skal nå deres mål om at være CO2-neutral i 2025, skal der elbiler på vejene, og det kræver hurtig opladning. Vi er glade for at samarbejde med Bornholms Energi og Forsyning om at få flere 22 kW ladestandere til øen, hvor den første bliver opsat i Rønne. Bornholm har ambitionerne og geografien til at gå forrest i den grønne omstilling. Det er forfriskende, og det støtter vi naturligvis op om” siger adm. direktør i CLEVER, Casper Kirketerp-Møller.

CLEVERs ladenetværk rummer mere end 1.000 ladepunkter i Danmark, Sverige og Nordtyskland og særligt et par af de svenske ladestandere kommer også Bornholmere og feriegæster til gode. Skal man med færgen fra Ystad til Rønne kan man lade bilen op på cirka en halv time på CLEVERs 50 kW ladestander i Ystad, hvorfor det også var helt naturligt for Bornholms Energi og Forsyning at lave en aftale med CLEVER om en ladestander i Rønne. 

”Vi ser med glæde CLEVER på Bornholm. Vi er glade for at vi har kunnet hjælpe CLEVER med at etablere sig her på øen, og få koblet Bornholm på CLEVERs professionelle og veludbyggede ladenetværk. Det støtter op omkring den grønne agenda vi har og om et ønske om flere elbiler på Bornholm” siger Rasmus Sielemann Christensen, adm. direktør, Bornholms Energi & Forsyning.

Den nye ladestander står på Snellemark 41D i Rønne. Den passer til alle elbiler og kan lade to biler samtidig med op til 22 kW.

CLEVER oplyser samtidig, at de arbejder på at få flere ladestandere op på solskinsøen.

I løbet af Folkemødet den 14.6-18.juni vil det være gratis at lade på ladestanderen, herefter kræver det et ladekort fra CLEVER.

Hvis du har spørgsmål omkring ladekort til standerne, så kontakt CLEVERs kundeservice på tel. 8230 3030.

15-06-2017