Droner i Nexø og Lobbæk den 22. april | Bornholms Energi og Forsyning

Droner i Nexø og Lobbæk den 22. april

Hvis du undrer dig over små grønne lysglimt på nattehimlen i Lobbæk og Nexø den 22. april, så er der ikke tale om UFO’er, nordlys eller små selvlysende insekter. Det er bare Bornholms Energi & Forsyning, der termograferer fjernvarmenettet.

Hvornår?

Vi vil termografere området den 22. april. Overflyvningen sker med drone på mørke tider af døgnet (kl. 00-05). 

 

Hvorfor?

Vi har mange kilometer fjernvarmerør at holde øje med, så hvis der går hul på et rør i dag, kan det tage tid at lokalisere stedet præcist, og vi risikerer nogle gange at skulle grave op i et større område end nødvendigt. Det er både tidskrævende og dyrt.

 

Hvordan?

Fra luften kan dronen med en termisk sensor måle varmeudstråling og skabe et billede af det. Det er ikke almindelige billeder der tages, men derimod en grafisk mosaik, hvor man kan identificere unormalt høje temperaturer og dermed sandsynligheden for et varme- og vandtab.

Ved at termografere fra en drone er det vores klare håb, at vi hurtigt kan få et mere præcist overblik over hvor der eventuelt er utætheder og derved hurtigt at kunne gøre noget ved det til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne.

Udstyret vi anvender, måler kun temperaturforskelle som vises i farver. Udstyret kan med andre ord ikke ”se” igennem vinduer. 

 

Spørgsmål?

Spørgsmål bedes rettet til Dennis Maribo Jensen på tlf. 20142687 eller mail dmj@beof.dk.

 

Billede fra Drone Systems

22-04-2020