Tænd langsomt for varmen

Når de køligere temperaturer melder deres ankomst, så er det tid til igen at tænde for dit fjernvarmeanlæg. Men husk, at hvis du tænder langsomt, så kan du spare rigtig mange penge og CO2.

Når det begynder at blive koldt udenfor, skruer mange af os lidt ekstra op for radiatoren. Men hvis du vil have mest mulig varme for dine penge, skal du faktisk lade radiatoren være, og i stedet skrue på fremløbstermostaten på dit fjernvarmeanlæg.

Hvordan sparer jeg penge på at tænde langsomt?

Skruer du langsomt op for temperaturen på vandet i radiatorerne, er det faktisk nemmere for radiatorerne at lave den temperatur, som du gerne vil have. Det giver en mere jævn varme og mere varme for pengene. En gennemsnitsfamilie kan spare op til 1.000 kr. på en fyringssæson- og samtidigt spare klimaet for op mod et halvt ton CO2.

Hvordan tænder jeg langsomt?

Hvordan du åbner langsomt for fjernvarmen, når fyringssæsonen går i gang, afhænger af, hvilket fjernvarmeanlæg du har. Hvis du har et ældre fjernvarmeanlæg med termostater skal du justere fremløbstermostaten.

  1. Drej fremløbstermostaten til en temperatur på 35-40 grader, når du åbner for fjernvarmen for første gang i fyringssæsonen.
  2. Hæv temperaturen med 5-7 grader, når det bliver koldere i oktober/november.
  3. Skru yderligere 5-7 grader op, når kulden for alvor sætter yderligere ind senere på fyringssæsonen.

Fremløbstermostaten, som også kaldes en reguleringsventil, sidder på dit fjernvarmeanlæg og ligner termostaten på en radiator. Du kan se placeringen i på fjernvarmeanlægget i dette principdiagram.   

Nyere fjernvarmeunitter (efter 2014) har alle et vejrkompensatorer-anlæg, som selv regulerer fremløbstemperaturen efter udetemperaturen, og sommerlukker helt ved en udetemperatur på 20 grader. 

 

Du bør derudover også være opmærksom på:

  • Alle radiatorer i samme rum er indstillet ens og ‘tænder’ dermed samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der varmer 25 procent hver, end én der bare banker løs.
  • Det anbefales at holde min. 16 grader i alle rum, på grund af fugt.
  • Stil termostaten på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt.
  • Luk radiatorerne, når du lufter ud, for ellers vil de registrere kulden og begynde at varme op. Husk i øvrigt, at når du lufter ud om vinteren, bør du gøre det kraftigt, men i kort tid. Så når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.
13-09-2018