Kan vi sige farvel til regnvand i kloakken i Vestermarie?

I takt med at vi får en varmere, vådere og vildere vejr-situation, giver det mening at forsøge at reducere belastningen af kloaksystemet med regnvand.

Derfor har Bornholms Energi & Forsyning påbegyndt et projekt i Vestermarie, hvor vi sammen med borgerne vil forsøge at separere regnvandet fra kloaksystemet. Baggrunden er, at Bornholms Regionskommunes spildevandsplan har udlagt Vestermarie som et LAR-område (lokal afledning af regnvand).

Ambitionen er, at 100 husstande på sigt selv skal håndtere regnvandet på egen grund gennem nedsivning. På den måde kan vi reducere regnvandets unødvendige belastning af både kloaksystemet og rensningsanlæggene. 

LAR-projektet skal sikre endnu bedre rensning af vores spildevand og begrænse oversvømmelser og overløb. Det er planen, at Vestermarie Renseanlæg skal nedlægges, og spildevandet fra byen i fremtiden skal pumpes ind til Rønne Renseanlæg.

Projektet løber i 2016 og 2017. Der er afholdt det første borgermøde. 13 ejendomme syd for Vestermarievej blev i efteråret 2015 omlagt til separat kloak med en ny regnvandsledning. Desuden blev der foretaget tætning af spildevandsledninger, afkobling af dræn med videre for at mindske overløb af spildevand før Vestermarie renseanlæg.

De berørte lodsejere tilbydes en refusion på 15.000 kr. inkl. moms, for at afstå fra retten til afledning af regnvand til kloakken.

Ejeren kan i princippet selv udføre meget enkle og billige løsninger, så som regnbede eller lavninger til nedsivning. Kun selve frakobling og afblænding af regnvandsstik skal foretages som autoriseret arbejde.

Lodsejerne kan endvidere udnytte skattefradraget i Bolig-Job-ordningen til denne type arbejder, og dermed at fratrække udgifter til arbejdsløn på op til kr. 12.000 pr. person over 18 år i husstanden.



Inspirationslink

Her er en række links, der viser, hvilke løsninger og muligheder, der er for at lave lokal afledning af regnvand

 

Vand i byer er et projekt, hvor videninstitutioner, offentlige myndigheder, forsyningsselskaber og private virksomheder udvikler nye løsninger. 
www.vandibyer.dk

 

LAR i Danmark opsamler information og erfaringer med LAR-anlæg i Danmark.
www.laridanmark.dk

 

Klimatilpasningsportalen giver overblik over de udfordringer og muligheder, vi har, når vi skal 'klimatilpasse'. Siden administreres af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning og er udviklet i et tværgående samarbejde med en række ministerier, styrelser og interessenter, herunder Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
www.klimatilpasning.dk

 

Regnvandsspecialisten er en privat rådgivningsvirksomhed, som også sælger og designer færdige projekter inden for regnvandsløsninger.
www.regnvandsspecialisten.dk