Flexibility Heat Grid Bornholm aka Listedprojektet
Udstyret opsamler data om din fjernvarme og sender det til vores projektpartner Neogrid Technologies. De er eksperter i fjernvarmeoptimering.
Teknologien vil med tiden blive klogere - både på dit hus og dit fjernvarmeforbrug og vil optimere dit fjernvarmeforbrug - uden at gå på kompromis med komforten. Det er dig, der styrer temperatur-niveauet. Udstyret sørger for, at der ikke bliver for varmt eller for koldt i din husstand.
Data fra dit fjernevarmeanlæg bliver brugt af projektets partnere til at gennemføre projektets analysefase. Når vi afrapporterer resultaterne er alle data anonymiserede.
Udstyret / Til venstre den lille kommunikationsenhed, som monteres ved fjernvarme-enheden. Til højre en temperaturføler, som placeres diskret og centralt i huset.
Flexibility Heat Grid Bornholm (aka Listed projektet) støttes med midler fra EU’s fond for regional udvikling via Energy Cluster Denmark. Det er Bornholms Energi & Forsyning, der står for projektet i samarbejde med andre danske partnere.
Bornholms Energi & Forsyning: Producerer og distribuerer fjernvarme på Bornholm gennem Bornholms Varme A/S.
DTU, Danmarks Tekniske Universitet (videns-institution): Laver simuleringer og analyser af data fra fjernvarmenettet.
NeoGrid (teknologileverandør): Leverer smart styring af fjernvarmen i husstande.
Utiligize (softwarevirksomhed): Udvikler digitalt investerings- og planlægningsværktøj.
Bornholms Energi & Forsyning vil gerne etablere et fuldt fleksibelt fjernvarmenet med intelligent styring af fjernvarmeunits i 65 husstande i Listed, Bornholm.
I projektet skal der udvikles og afprøves et data-drevet overvågnings-og planlægningssystem baseret på nye data fra husstande og GIS-data fra fjernvarmenet til optimeret styring og investeringsplanlægning.
Den overordnede målsætning er at reducere energiforbrug, -produktion, varmetab og derved CO2-udledning:
Mål 1: Øget energieffektivitet i husstande
Mål 2: Reduceret varmetab i ledningsnet
Mål 3: Øget effektivitet af varmeproduktion
Alle husstande har en 100 liters varmtvandsbeholder, som indgår i den samlede styring af fjernvarmen for at analysere potentialet for fleksibilitet og decentral lagring.
Neogrids teknologi - PreHEAT - er en intelligent og selvlærende prognosebaseret løsning, der sikrer en mere energieffektiv bolig ved at reducere og udnytte din varme bedre uden at gå på kompromis med komforten.
PreHEAT styrer energien i huset baseret på vejrprognoser, viden om huset samt klimamålinger. Det sikrer mod overophedning og varmetab.
Teknologien har potentiale til at minimere dit fjernvarmeforbrug. Det er dog ikke noget, vi kan garantere. Det afhænger af dit hus, det afhænger af dine installationer, forbrugsmønster, isolering, radiatorer med videre. Men... styringen sikrer en meget bedre udnyttelse af energien i det samlede fjernvarmenet.
PreHEAT oparbejder viden omkring husets termiske egenskaber såsom isoleringsgrad, husets påvirkning af sol, vind og udetemperatur på indeklima samt brugsadfærden i huset.
PreHEAT kombinerer dette med vejrprognoser for, at kunne forudse og beregne lige præcis den mængde energi, der skal bruges til, at opretholde en behagelig komfort i huset. Løsningen reducerer varmetab, så du kan spare penge. Vejrkompensering er en metode til, at tilpasse fremløbstemperaturen til det aktuelle behov baseret på udetemperaturen.
Projektpartnerne vil blandt andet levere en simuleringsmodel af fjernvarmenettet, som kan analysere fremtidige driftssituationer og udvikle nye strategier:
• slutbrugerfleksibilitet, der bedre udnytter fjernvarmenettet
• forbedret drift af centrale varmeproduktionsenheder
• integration af decentrale kilder af spildvarme
• samdrift med elsystemet via fleksbilitetsydelser
Den opdaterede simuleringsmodel vil være et essentielt værktøj, når der skal planlægges fremløbstemperatur og planlægning af fjernvarmen i forbindelse med forbrugerfleksibililtet.
Sign up. Testisland nyhedsbrev. Fire gange om året.