Presse og nyheder

BEOF sikrer strøm til Bornholm med ny aftale om reserveforsyning

Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) har indgået en ny aftale med Energinet om reserveforsyning af el til Bornholm. Aftalen betyder, at bornholmerne også i perioden 2027–2031 kan få strøm igen, hvis der er udfald på den normale elforsyning via kablet til Sverige. Aftalen har stor betydning for BEOF og for Bornholm, mener administrerende direktør, Claus M. Andersen.

PRESSEMEDDELELSE
7. maj 2026

Det er en stor dag for Bornholms Energi & Forsyning.

Selskabet kan nu fejre, at det fra 2027 og fem år frem fortsat har ansvaret for at sikre strøm til bornholmerne, hvis der opstår problemer med elforsyningen via kablet til Sverige. Aftalen løber fra 1. januar 2027 til 31. december 2031.

For bornholmerne betyder aftalen helt konkret større tryghed i hverdagen.
– Når forbindelsen til Sverige falder ud, er det os, der tænder for strømmen på øen. Med den nye aftale er det fortsat os, der har ansvaret for, at der hurtigt kommer strøm igen. Det er en helt central del af forsyningssikkerheden på Bornholm, siger Claus M. Andersen.

En stærk aftale efter en grundig proces

Aftalen er resultatet af et målrettet og grundigt forløb, hvor der er arbejdet med både de kortsigtede behov og de langsigtede perspektiver for energisystemet på Bornholm.
– Det har været en grundig og konstruktiv aftaleproces med Energinet, hvor vi har haft blik for både den korte og den længere bane. Vi har landet en aftale, som fungerer i dag – og som samtidig giver os et solidt grundlag for de kommende år, siger Claus M. Andersen.

Med aftalen forpligter BEOF sig til fortsat at have anlæg og beredskab klar til hurtigt at kunne producere strøm, hvis behovet opstår.
– Det er helt afgørende, at vi har et anlæg og et beredskab, der er fremtidssikret og klar til at levere, når det gælder. Hvis kablet til Sverige er ude af drift, skal strømmen komme fra os – og det kræver, at både udstyr og organisation er gearet til opgaven, siger Julius Kofoed, der er afdelingschef for Kommerciel Infrastruktur i BEOF.

– Det kræver et stærkt setup og en organisation, der kan levere, hvis behovet opstår. Det er noget, vi har opbygget over mange år, og som vi fortsat vil vedligeholde og udvikle, tilføjer han.

Aftale med betydning for arbejdspladser og lokal værdiskabelse

Aftalen har også betydning for BEOF og Bornholm, fordi den bidrager til at sikre både indtægter og lokale arbejdspladser.

Når BEOF har ansvaret for reserveforsyningen, betaler Energinet for, at anlægget på værket hele tiden er klar til at levere strøm, hvis behovet opstår.
– Vi bliver betalt for at have et anlæg klar, der med kort varsel kan producere store mængder strøm. Det kræver løbende vedligeholdelse, test og de rette kompetencer. Den her aftale er derfor også med til at sikre både arbejdspladser og den nødvendige kapacitet på Bornholm, siger Julius Kofoed
Tryghed – også i en foranderlig fremtid

Bornholms energisystem står over for store forandringer i de kommende år, blandt andet med etableringen af Energiøen. Det ændrer rammerne for, hvordan strøm produceres og leveres – men behovet for en robust lokal forsyning vil bestå i mindst 10 år endnu vurderer BEOF.
– Der er meget, der ændrer sig i de kommende år. Vi er i gang med en grøn omstilling og elektrificering af vores samfund. Derfor er det afgørende, at bornholmerne kan stole på, at der er strøm i stikkontakten, og den tryghed er vi med til at sikre med den her aftale, siger Claus M. Andersen.

Den nye aftale afløser den nuværende aftale, der løber frem til udgangen af 2026.