Derfor svinger energipriserne lige nu
og hvad det betyder for din virksomhed

Energipriserne bevæger sig mere, end mange virksomheder er vant til. Det skaber usikkerhed i både budgetter og planlægning, og det kan være svært at gennemskue, hvad der driver udviklingen.

Hos Bornholms Energi & Forsyning følger vi situationen tæt. Her får du et overblik over, hvad der påvirker priserne lige nu, og hvad det betyder for din virksomhed.

Uro i verden påvirker energipriserne

Den aktuelle uro i Mellemøsten påvirker de globale energimarkeder – særligt olie og gas, som i stor udstrækning transporteres gennem kritiske ruter som Hormuz-strædet. Når der opstår usikkerhed om produktion eller transport, reagerer markedet hurtigt, og priserne stiger – også selvom der “kun” er risiko for afbrydelser.

Det har direkte betydning for elprisen i Europa. Elprisen fastsættes nemlig af den dyreste energikilde i brug, og når produktionen fra vind og sol ikke er tilstrækkelig, bliver gas en del af elproduktionen. Derfor slår stigende gaspriser igennem på elprisen.

Som en del af det europæiske elmarked påvirkes Danmark også af udviklingen i andre lande – og globale forhold kan derfor hurtigt mærkes i virksomhedernes energiomkostninger.

Ønsker du en mere teknisk forklaring på sammenhængen, kan du læse mere her hos Green Power Denmark.

Mere grøn energi ændrer prisbilledet

Den stigende mængde vedvarende energi har ændret, hvordan elpriserne udvikler sig i løbet af dagen.

Når der er høj produktion fra sol og vind, falder behovet for gas, og det presser prisen ned. Når produktionen falder, og forbruget er højt, stiger prisen.

Det betyder, at elprisen typisk er lavest midt på dagen og højere om morgenen og aftenen – og at forskellen mellem dagens laveste og højeste pris er blevet større.

For virksomheder med et højt elforbrug kan de udsving have mærkbar betydning for de samlede energiomkostninger.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Når markedet er præget af udsving, stiller det større krav til, hvordan man arbejder med energi.

For mange virksomheder betyder det større usikkerhed i budgetter og en øget risiko for udsving i omkostningerne. Det gør det vigtigere at forholde sig aktivt til både elaftale og energiforbrug.

For nogle virksomheder kan det give mening at skabe større budgetsikkerhed ved at fastlåse elprisen for en periode – særligt hvis energiforbruget er stabilt og en væsentlig del af omkostningerne, som fx i produktionsvirksomheder.

Andre virksomheder har bedre mulighed for at arbejde aktivt med deres forbrug og kan opnå besparelser ved at flytte dele af forbruget til de timer, hvor elprisen er lavest.

For virksomheder med et mere varierende forbrug kan det være relevant løbende at tilpasse deres aftale, så den matcher deres behov.

Hvad kan vi forvente fremadrettet?

Der er fortsat usikkerhed i markedet, og udviklingen afhænger i høj grad af situationen i Mellemøsten.

Hvis konflikten påvirker produktion eller transport yderligere, kan det lægge et opadgående pres på priserne. Samtidig er Europa bedre rustet end under energikrisen i 2022, hvilket kan dæmpe de største udsving.

Vi må dog fortsat forvente variation i energipriserne på kort sigt. Det stiller større krav til løbende at forholde sig til både aftaleform og forbrug – og til at sikre, at den valgte løsning fortsat passer til virksomhedens situation.

Mindre afhængighed giver mere stabile priser

En vigtig del af udviklingen fremadrettet er, hvor hurtigt vi kan reducere afhængigheden af fossil energi.

Jo mere strøm der produceres fra vind og sol, jo færre timer er vi afhængige af gas i elproduktionen. Det gør energisystemet mere robust og mindre følsomt over for internationale kriser.

Det er en udvikling, der på sigt vil bidrage til mere stabile energipriser.

Vi skaber overblik sammen med dig

Vi arbejder tæt med virksomheder og har fokus på at give et klart og brugbart overblik, så du kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Det kan være en fordel at få vurderet, om jeres nuværende elaftale og forbrugsmønster passer til den måde, priserne udvikler sig på – og om der er muligheder for enten at skabe større budgetsikkerhed eller udnytte prisudsvingene bedre.

Vi tager altid udgangspunkt i jeres konkrete forretning og energiforbrug.

Har du brug for sparring om din elaftale eller dit energiforbrug, er du altid velkommen til at kontakte os eller bestille en opringning fra vores salgskonsulenter Annika og Claus.

Bestil opringning