Værd at vide
Offentlig eller privat kloak
– hvem har ansvaret?
Vi ejer den del af kloakstikledningen, der ligger fra skellet til hovedledningen ude i vejen. Derfor er det os, der vedligeholder den del af kloakstikledningen, der ligger udenfor privat grund.
Som grundejer har du ansvaret for alle kloakinstallationer på din egen grund. Hvis der opstår problemer eller driftsstop i din del af kloaksystemet, er det dit ansvar at få dem udbedret, og du skal selv afholde udgifterne.
Der er dog en undtagelse. Hvis der er placeret en skelbrønd med Bornholms Energi & Forsynings logo inden for skellet på din grund, har du kun ansvaret for kloakstikledningen fra boligen og frem til skelbrønden. Bornholms Energi & Forsyning står for drift og vedligeholdelse fra skelbrønden og videre ud til hovedledningen.
Herunder kan du se fire illustrationer, der viser, hvem der har ansvaret for hvilke dele af kloaksystemet.
Enkelte grundejere bor i et område med fællesprivat spildevandsanlæg. Her driver og vedligeholder grundejerne i fællesskab kloakken og kloakstikledningen. Grænsen mellem den offentlige og den private del går i disse tilfælde ved grundejerforeningens grundgrænse.
Tagnedløb på boliger, der ligger midt i skellet
Ligger din bolig helt ude i skel, og ender dit tagnedløb i en nedløbsbrønd ved fortov eller vej, er nedløbsbrønden dit ansvar. Det er også dit ansvar at etablere en nedløbsbrønd med sandfang, hvis Bornholms Energi & Forsyning stiller krav om det.
Har du spørgsmål?
Hvis du er i tvivl om, hvor din stikledning går, eller hvad du selv har ansvaret for, er du altid velkommen til at kontakte kundeservice på 56 900 000.