Spar på varmen på arbejdspladsen

Varme er en nødvendig del af en velfungerende arbejdsplads, men den behøver ikke koste mere end nødvendigt. Med enkle tiltag kan I reducere varmeforbruget, sænke udgifterne og samtidig bidrage til en mere ansvarlig energianvendelse.
Her har vi samlet en række konkrete råd, der kan hjælpe jer i hverdagen.

Start med temperaturen

Temperaturen har stor betydning for varmeforbruget. Sænker I rumtemperaturen med blot 1 °C, kan I spare omkring 5 procent på varmeregningen. Sørg dog for, at temperaturen ikke kommer under 18 °C, da det kan give problemer med fugt og skimmelsvamp.

Uden for arbejdstid kan det betale sig at skrue et par grader ned. En nat- eller weekendnedsænkning på 2–3 °C kan typisk give en besparelse på 2–3 procent. Husk at skrue op igen, så temperaturen er behagelig, når medarbejderne møder ind.

Brug radiatorerne rigtigt

For at få mest muligt ud af varmen er det vigtigt, at radiatorerne arbejder ens. Sæt termostaterne på samme niveau i de rum, der skal have samme temperatur. Ønsker I køligere rum, så skru ned dér og hold dørene lukket, så varmen ikke flytter sig.

Radiatorerne skal have fri plads omkring sig. Møbler, gardiner eller andre genstande kan blokere for varmen og give et unødigt højt forbrug. Tjek også, at temperaturføleren i eller ved termostaten ikke er dækket til.

Har I fjernvarme, bør radiatorerne være varme øverst og kølige eller lunkne nederst. Det er et tegn på, at varmen udnyttes effektivt. Er radiatoren varm forneden, kan I prøve at skrue lidt ned. Hjælper det ikke, kan en vvs’er hjælpe med justering.

Luft ud med omtanke

Udluftning er vigtig, men den skal ske korrekt. Skru helt ned for varmen, når I lufter ud. Ellers vil radiatorerne automatisk skrue op og spilde varme. Luft ud med gennemtræk i cirka fem minutter i stedet for at have vinduer stående på klem i længere tid.

Varmt vand og tekniske anlæg

Temperaturen på det varme vand kan ofte sænkes uden problemer. Der skal minimum være 55 °C i varmtvandsbeholderen for at undgå legionellabakterier, men højere temperaturer end nødvendigt giver et unødigt energiforbrug.

Har I et CTS-anlæg, bør temperaturen have lov at svinge inden for et interval, for eksempel mellem 19 og 24 °C, uden at anlægget starter op for varme eller køling. Hvis anlægget er sat til én fast temperatur, vil det bruge energi på at regulere konstant.

Få overblik og følg forbruget

Jo bedre overblik, jo nemmere er det at spare. Med fjernaflæste målere kan I følge varmeforbruget online på time- eller dagsbasis og se, hvornår forbruget er højt. Det gør det lettere at sætte ind de rigtige steder.

Et årligt varmetjek af varmeanlægget er en god investering. Et eftersyn betaler sig ofte hurtigt hjem gennem lavere varmeforbrug. Vær opmærksom på, at varmepumper skal efterses hvert år, mens gas- og oliefyr skal have eftersyn hvert andet år.