Fra slam til el, varme og biokul

ISMA projektet reducerer miljøbelastningen fra spildevandsslam ved at udvikle og teste teknologier til recirkulation af næringsstoffer og reducering af miljøfremmede stoffer. Sammen med universiteter og forsyningsselskaber i den sydlige Østersøregion skaber projektet løsninger målrettet små renseanlæg.

På Bornholm arbejder vi i ISMA med to centrale spor

  • forrådnelse af spildevandsslam til biogas
  • udnyttelse af det afgassede slam i pyrolyse til biokul

I ISMA genbruger vi EU Horizon projektet SYMSITES’ pilot­anlæg, så vi både kan udvinde metan til varme og el, og øge tørstofindholdet i slammet, hvilket forbedrer adskillelsen af vand fra slammet og dermed forbedrer renseprocessen generelt. 

Med valle fra Bornholms Andelsmejeri afprøver vi en samforrådnelsesproces mellem vores egen spildevandsslam og valle. Vallen har et stort biogaspotentiale, og når slammængden er for lille, kan vallen  tilføjes for at sikre gasmængden. 

Efter biogasprocessen undersøger vi, om det afgassede slam kan omdannes til biokul til landbruget. Vores partner Klaipeda University står for produktionen, hvor PFAS nedbrydes til niveauer under gældende grænseværdier, så både jordkvalitet og miljøbeskyttelse styrkes.

Sammen giver projektets dele et klart billede af potentialet for lokal biogasproduktion i fremtidens spildevandshåndtering.

Slam fra Bornholm sendes til Klaipeda University for pyrolyse til biokul

I ISMA‑projektet arbejder vi målrettet med at styrke vores viden om teknologier og processer inden for biogasproduktion, herunder samforrådnelse af spildevandsslam og andet organisk materiale. Den viden er afgørende, når vi skal udvikle fremtidens løsninger for øens spildevandshåndtering — både i et muligt nyt, centralt renseanlæg og i udviklingen af mindre, lokale anlæg.

For BEOF betyder deltagelsen, at vores medarbejdere opbygger specialiserede kompetencer, som normalt kræver dyr ekstern rådgivning. Når vi selv kan løfte flere af de tekniske og analytiske opgaver, styrker det både vores faglighed og vores evne til at træffe robuste beslutninger på vegne af Bornholm. 

ISMA er dermed ikke kun et udviklingsprojekt — det er en investering i lokal viden.

Se mere om ISMA på projektets LinkedIn eller skriv til os for nærmere info 

Igangværende projekter

NenuPhar

Læs mere

ISMA

Læs mere

WaterMan

Læs mere

Symsites

Læs mere